Match 1 til 30 fra 30 » Se Galleri
| #
| Ikon |
Beskrivelse |
Info |
Knyttet til |
|---|
| 1 |
 |
Maren interview 2. del
|
|
|
| 2 |
 |
Bagside
|
|
|
| 3 |
 |
Medalje forside. Frederik VII.
|
|
|
| 4 |
|
Ansøgning renskrevet
|
|
|
| 5 |
|
Ansøgning om erindringsmedalje.
|
|
|
| 6 |
|
Mindeskrift af sønnen Peter ved 100 året for Gunvers fødsel.
|
|
|
| 7 |
|
Maren Jensen 108 år
Interview til avisen
|
|
|
| 8 |
|
Skifte efter Johanne Jensdatter i Helberskou
|
|
|
| 9 |
|
Min mors liv
|
|
|
| 10 |
|
Min fars liv.
|
|
|
| 11 |
 |
Karoline Elisabeth
Christiane
|
|
|
| 12 |
|
Ansøgning renskrevet.
|
|
|
| 13 |
 |
Original ansøgning ca 1875
|
|
|
| 14 |
|
Idas stil om Bedstefar
|
|
|
| 15 |
|
Sønnens fortælling om bl. a. barndom
|
|
|
| 16 |
|
Jens Hasseriis beretning om sit liv.
|
|
|
| 17 |
|
Idas fortælling om sin bedstefar Thomas
|
|
|
| 18 |
|
Fortælling af Ida om en arbejdsmand som kom i hjemmet.
|
|
|
| 19 |
|
Idas bøn for sin søn.
|
|
|
| 20 |
| Ane Andersdatters liv
|
|
|
| 21 |
| Dagbog af hans søn Richard
|
|
|
| 22 |
 | Erindringer af Kristens søn Anders
|
|
|
| 23 |
| Guldbryllup. Uddrag fra dagbog.
|
|
|
| 24 |
| Gunvor Hasseriis Krabbe (1).pdf
|
|
|
| 25 |
| Historie om skammergård
|
|
|
| 26 |
| Jens Steffensen fra slægtsbogen.
Jens Steffensen. Han fødtes 24/2 1823.
Han tog ikke i udpræget Grad Arv efter sine Forældre, men lignede dog med sit smukke mørke Haar, sit sunde og friske Ansigt og de livlige Øjne vel nærmest sin Fader. Den lille Jens var af en livlig og tiltalende Natur og afholdt i sin Families Kreds. Han havde dog ingen særlige Egenskaber, der udmærkede ham frem for de andre Søskende, af hvilke flere havde rigere aandelige Evner. Han tog saavel i Barndommen som i Ungdomsaarene efter bedste Evne Del i den store Gaards Bedrift.
l Ungdomsaarene oplevede han, at der ofte holdtes gudelige Forsamlinger i hans Hjem, idet hans ældre Broder var blevet stærkt religiøst vakt; og Faderen blev efterhaanden ogsaa grebet af denne Bevægelse. De Ord, der taltes ved disse Sammenkomster, har sikkert dannet Grundlaget for det aandelige Liv, der siden voksede og udfoldede sig i Jens Steffensens Liv.
Han blev Soldat samtidig med, at hans Broder Johan giftede sig, og denne Begivenhed blev af stor Betydning for Jens' hele senere liv. Johan kom til at bo i Løjtvedstedet lidt Syd for Revninge Kirke, og her fik de en Pige til at tjene hos dem af hans Hustrus Familie. Hun hed Maren Nielsdatter og var fra Birkum, Fraugde Sogn. Hun og Jens Steffensen fattede Godhed for hinanden, og dette Forhold gav Anledning til en Del Smaabryderier mellem Jens og hans Familie i Hjemmet. Maren var en smuk og livlig Pige, men med et noget ivrigt Temperament, let til Smil og let til Taarer. Hun var vel ikke dybtgaaende nok til den strengt arbejdende og alvorlige Familie, og paa den anden Side var Jens og hans Søstre maaske undertiden mere optaget af de materielle fordele, end hun kunde billige. Hun var 13 Aar ældre end Jens og vel heller ikke velstaaende. Hun var ikke velkommen blandt Jens' ældste Søstre; de gjorde ham ogsaa lidt Vanskeligheder, før det lykkedes ham at hjemføre Maren. Først maatte han med i den slesvigske Treaarskrig. Det var altsaa kun med Orlov og om Vinteren Jens saa sin Kæreste.
Krigen fik Ende; Aaret efter 7/10 stod Jens Steffensens og Marens Bryllup i Birkum. De fæstede og tilflyttede en Gaard paa Ladby Mark. 1847 brændte den saakaldte »Tvillinggaard« i Ladby ved Kerteminde. Fæsteren erklærede sig ude af Stand til at genopbygge den. Greven paa Lundsgaard, som ejede Gaarden, købte da to Længer i Bregnør samt den gamle Hovedbygning paa Selleberg til Nedbrydning. Han lod saa sine øvrige Fæstebønder paa Godset køre dette Materiale ud paa Ladby Mark, og der opførtes en Gaard i al Tarvelighed. Jens Steffensen var med paa Faderens vegne at øve Pligtarbejde og grave Brønd. Han fik 4 år efter den ny Gaard i fæste og pumpede ved den samme brønd daglig i 30 Aar. 1852 kom deres første Søn til Verden, han kaldtes Niels efter morfaderen. To Aar efter fødtes den yngste, Steffen kaldet efter Farfaderen paa Holevang.
Jens Steffensens Gaard laa smukt midt paa Jordlodden med egen Vej 500 Alen fra Landevejen mellem Odense og Kerteminde. Smuk Udsigt over Fjorden til den lille Købstad ved Bæltet. Jorderne var af udmærket Bonitet og gav forholdsvis gode Afgrøder. Jens Steffensen var ikke Fremskridtsmand i Landbruget som sin Fader, men drev Gaarden efter gammel Sæd og Skik, Han holdt det vel nok jævnt gaaende i de 30 Aar, han boede paa dette Sted. Han fik aldrig de store Indtægter, men forstod at sætte Tæring efter Næring, et Ord, der faldt godt i traad med hans nøgterne og nøjsomme natur. Det faldt ham derfor heller ikke altid let at følge med sin Kones lidt mere højtflyvende Fantasi. Hun havde et rigere og rummeligere Hjerte og et stærkere Følelsesliv. Hun vilde gerne være med baade her og der, hvor der skulde ofres til, hvad der kom frem af kristelig og folkelig Art. Først Friskolen i Revninge, senere Valgmenigheden i Kerteminde. Der var tit Brug for Indsamling og Hjælpsomhed. Da tog Maren Affære og purrede ved Jens. Dette tjener jo i og for sig til hendes Ære; men maaske forstod hun i sin Rundhaandethed ikke altid at skelne mellem forstilt og virkelig Nød. Hun vilde ogsaa gerne have, at Sønnerne ikke skulde staa tilbage for nogen i Klædedragt, Smaafornødenheder og hele Udstyr. Disse to Sønner var ivrige Deltagere i alt, hvad den opvakte Ungdom der paa Egnen foretog sig, ja ofte var de Foregangsmænd. Der var Skytteforening med Skydning og Gymnastik, der var Dans og Leg i de mange jævntstillede Familiers Hjem, hvor Legestuer med Panteleg og Ordsprogsleg afløste hinanden til Glæde og Fornøjelse. Her var den yngste af Brødrene, Steffen, der i Parentes bemærket havde arvet alle sin Moders glimrende for ikke at sige bedaarende Egenskaber, her var han Ballets Løve. Meget tidlig kappedes disse to vakre Gutter i alskens Kappestrid. Saaledes skete det engang, før de endnu var konfirmerede, at de var i stor Strid om, hvem der kunde løbe hurtigst. Deres Fader mente, at for at faa Sagen klaret, var det bedst at lade det komme an paa en Prøve. Han gik over til Landevejen og lagde en Mark paa Ledpælen og sagde saa, at den, der kom først derover, maatte have Marken. De løb, og Sagen blev afgjort.
I disse Aar fra 1860 til først i Halvfjerdserne, der var saa aandeligt rige og befrugtende for det danske Folk, levede man jævnt godt med hos Jens Steffensens paa Ladby Mark. Der kom jævnlig flere af de grundtvigske Gårdfolk fra Revninge By og Mark og skiftede Alvors- og Gammensord med Jens og hans livlige Hustru, der var politisk Ordstrid med mere radikale Naturer end Jens Steffensens sindige og mere gammeldags Venstreopfattelse; alt i alt førtes her et jævnt, muntert, virksomt Liv. Dette varede til 3. November 1875, da Maren døde, 65 Aar gammel.
Derefter kom Jens' Broderdatter, Karen Sofie Johansen, og bestyrede Huset for ham i 3 Aar. Da hun i Efteraaret 1878 drog paa Husholdningsskolen i Toreby paa Lolland, afløstes hun af Jens Steffensens Søsterdatter fra Lille Viby, Kirsten Larsen, som var hos ham et Par Aar. Derefter kom en Jydsk Pige fra Kølstrup Præstegaard, hun hed Anne Katrine Christensen og fødtes 6. Juli 1846 i Humlum ved Struer. Hendes Fader var Husmand og Fisker. 10 Aar gammel kom hun ud at tjene. 30 Aar gammel kom hun paa Ryslinge Højskole, hvor Rasmus Hansen da var Forstander. Her befandt hun sig saa vel, at hun efter Skoletiden tjente der som pige Resten at Sommeren. For Resten blev hun paa Fyn til sin Død, der indtraf 5. Juli 1920. Efter at have tjent forskellige Steder var hun omkring 1880 Kokkepige hos den bekendte gamle Feltpræst Højer Møller.
Sidst tjente hun som Husbestyrerinde hos Gmd. Jens Steffensen, med hvem hun blev gift den 24. September 1881. Før dette skete, overdrog Jens Steffensen sin Søn Steffen fæsteretten til sin Gaard i Ladby, hvorimod han kvit og frit skulde modtage den lille Ejendom paa Munkebo Mark, som Steffen Jensen købte for den Arv, han modtog med sin Kone, Karen Sofie Johansen. Efter dette oprandt et helt nyt og efter hans eget Udsagn bedre Afsnit af hans Liv. Forholdet mellem Mand og Hustru har nok været mere ligevægtigt i dette andet Ægteskab end i det første. Nu var han den ældste, og hans sidste Kone har rimeligvis været mere i Kontakt med hans egen Natur og Opfattelse af Livets daglige Forhold, 1. August 1882 fik de en Datter, Maren, og 10. Marts 1884 en Søn, Kristian. 1887 solgte de Stedet i Munkebo og købte i Stedet for et Boelssted paa Byllerup Mark, N. Aaby Sogn i Vestfyn. Her fødtes den yngste Søn, Johan, 15. Juni 1887. Stedet laa ret afsides; men der førtes et lykkeligt Familieliv i Hjemmet. Skønt Jens Steffensen nu var en gammel Mand, kunde han glæde sig barnligt over sine Børn og lege med dem. De fik tidligt Iov at hjælpe til, hvor de kunde, som det er Børns Lyst, selv om de undertiden sinkede Arbejdet. Jævn og mild var hans daglige Færd, han var glad i sit Hjem med Hustru og Børn, og han vandt sig snart mange Venner i den opvakte befolkning der paa Egnen. Det var hans Iyst at sidde sammen med et Par Venner og samtale om de Spørgsmaal, der havde hans Livs Interesse. Det var ikke saa meget Politik som Kirke- og Skolespørgsmaal. Han traf snart sammen med den unge Friskolelærer, der boede i Nærheden. Det var den senere saa kendte Skolemand Olaf Nielsen, og med ham fik han mangen god og, for dem begge berigende Samtale. Da hans Børn blev saa store, at de skulde i Skole, sendte han dem naturligvis ogsaa i Friskolen. Det er betegnende for hans Syn paa Skolen, at han sagde til Iæreren, da han kom til ham med den ældste af Børnene, Maren: »Ja, Nielsen, jeg bryder mig nu ikke saa meget om, om mine Børn faar lært lidt mere eller lidt mindre i Skolen, men det, jeg gerne vilde, var, at de skulde blive gode Mennesker.«
Det aandelige Liv paa Egnen repræsenteredes baade af Indre Mission og Grundtvigianismen. Jens Steffensen stillede sig mæglende mellem de to Partier. Han vilde forene det bedste i dem begge. Men spørger man, hvad han stod nærmest, maa Svaret absolut blive det grundtvigske. Indre Mission var ham for snæver og mørk i sit Livssyn, selv om han ikke altid turde gaa saa vidt i Frihedskravene som adskillige af Grundtvigianerne.
Han var glad for at høre Pastor Krebs i Nørre Aaby Kirke; men undertiden sad han ogsaa hjemme Søndag Formiddag og sang den ene Salme efter den anden af Brorsons
Salmebog: Troens rare Klenodie, eller han læste en Prædiken for sin Kone.
1894 byttede han sit Hus med en anden lidt større Ejendom paa Asperup Mark. Men her kom han ikke til at bo ret længe. Han blev syg af Kræft, og 6. Juli samme Aar døde han stille og roligt.
Et stort Følge fulgte ham til det sidste Hvilested paa Asperup Kirkegaard. Mange af
Familien fra Kertemindeegnen var mødt for at være med ved Begravelsen og trøste hans sørgende Enke og Børn. Slægten satte siden en Mindesten paa hans Grav. Paa denne staar en Indskrift (forfattet af hans Søster Mette), der er et smukt og sandt Vidnesbyrd om hans Liv:
Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord dog ikke mindre religiøs i Sind og Ord.
|
|
|
| 27 |
 | Låg
|
|
|
| 28 |
 | Merskumspibe
Fået til guldbryllup af sognets beboere
|
|
|
| 29 |
| Mindeskrift af sønnesøn
|
|
|
| 30 |
| Tekst om 3års krigen.
|
|
|
|
