Ebbe Skjalmsen Hvide, død ca 1150 i Sorø
Må have ejet en stor del af Haverup Ore, som arvingerne ses at have andele af i 1190’erne. Formodentlig også gods i Bjernede hvor han fik bygget en trækirke. Havde hus i Roskilde. Ægtefællen skænkede ved sin død Sorø Kloster Sasserbro Mølle. - Vidne for kong Erik III Lam (udateret). Varetog med broderen Asser stiftelsen af Sorø Kloster. Nær og betydende rådgiver for kong Sven III Grate. Ifølge Saxo gjorde Sven intet uden at rådføre sig med Ebbe, hans rolle er tilsvarende fremstillet i den islandske Knytlingasaga. I borgerkrigens start sat til at vogte Roskilde for Sven og holdt her byen mod kong Knud V Magnusen. Senere brændte Knud hans hus i byen af.
- Identificeres ofte med Ebbe af Bastrup, der vidnede for kong Niels 1104/34. Deraf følger den antagelse, at Ebbe var borgherre på det endnu eksisterende Bastruptårn. Identifikationen er mulig. Ebbes efterkommere ejede en del gods i områder nær Bastrap. Men der kan kun være tale om en antagelse, Ebbe var et almindeligt anvendt navn.